Databehandleraftale
Version 2026-10-24 · gælder fra 24. oktober 2026
Denne aftale gælder, når I forbinder en webshop eller jeres eget system til fragtr. Den beskriver, hvordan vi passer på jeres kunders persondata. I accepterer den ved at sætte hak, når I forbinder webshoppen.
1. Parterne
Den dataansvarlige: den virksomhed, der har en konto i fragtr og forbinder sin webshop eller sit system (“I”).
Databehandleren: Clovr ApS, CVR DK45599922, Edvard Thomsens Vej 63, 2300 København S, hiwad@clovr.dk (“vi”).
2. Hvad vi behandler og hvorfor
- Formål: at hente jeres ordrer, booke forsendelser, lave labels, følge pakkerne og sende tracking tilbage til jeres webshop.
- Personer: jeres kunder og modtagere af jeres pakker.
- Oplysninger: navn, firmanavn, kontaktperson, adresse, e-mail, telefon, ordrenummer, varer, ordrebeløb og valgt forsendelse.
- Vi behandler ingen følsomme oplysninger og bruger aldrig data til markedsføring eller sælger dem videre.
3. Vi følger jeres instruks
Vi behandler kun oplysningerne for at levere fragtr til jer, som beskrevet i denne aftale. Mener vi, at en instruks er i strid med databeskyttelsesreglerne, siger vi det med det samme.
4. Fortrolighed og sikkerhed
- Kun personer, der skal bruge oplysningerne til at løse opgaven, har adgang, og de har tavshedspligt.
- Data krypteres under overførsel (https) og når de er gemt. Backups er krypterede.
- Adgang kræver login med stærk adgangskode, og brugere har kun adgang til deres egen konto.
- Nøgler til webshops og transportører gemmes krypteret.
5. Underdatabehandlere
Vi bruger disse underdatabehandlere til at drive fragtr:
- Render – hosting af fragtr og databasen.
- E-mailudbyder – udsendelse af e-mails fra fragtr (fx fakturaer og beskeder).
- PrintNode – kun hvis I selv forbinder en labelprinter.
Speditør og transportører (fx UPS, DHL, GLS, PostNord, Bring og DAO) modtager de oplysninger, der skal til for at levere pakken. De behandler dem som selvstændige dataansvarlige for selve transporten.
Vi giver jer besked, før vi tager nye underdatabehandlere i brug, så I kan gøre indsigelse. Ligger en underdatabehandler uden for EU, sker overførslen på et lovligt grundlag, fx EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser.
6. Vi hjælper jer
- Hvis en af jeres kunder beder om indsigt, rettelse eller sletning, hjælper vi jer med at svare. Fra Shopify sker sletning automatisk.
- Vi hjælper med oplysninger, I skal bruge til fx en konsekvensanalyse eller dokumentation over for Datatilsynet.
7. Sikkerhedsbrud
Opdager vi et brud på sikkerheden, der berører jeres data, giver vi jer besked uden unødig forsinkelse og senest 48 timer efter, vi er blevet opmærksomme på det – så I kan nå at anmelde det til Datatilsynet inden for 72 timer.
8. Når aftalen slutter
- Afbryder I webshoppen, sletter vi ordrer, der ikke er booket.
- Bookinger og fakturaer gemmes i 5 år efter regnskabsårets udløb, som bogføringsloven kræver – derefter slettes de.
- Ønsker I alt slettet tidligere, så skriv til os, så sletter vi det, loven tillader.
9. Kontrol
I kan bede om de oplysninger, der skal til for at se, at vi overholder aftalen. Vi svarer inden for 30 dage.
10. Varighed
Aftalen gælder, så længe vi behandler data for jer. Vi kan opdatere aftalen; større ændringer får I besked om på forhånd. Dansk ret gælder.